Udfordrende fjord – et rent paradis

Vindforhold

Langs den smalle Roskilde Fjord veksler landskabet mellem by, åbne marker og skov. Det betyder, at vinden springer meget mere end man normalt vil opleve på åbent hav. Evnen til at kunne forudsige vindspring er tit afgørende for en god placering, så det er vigtigt element at have i tankerne når man planlægger sin sejlads.

Vanddybde

Fjordens bundprofil er også værd at kende lidt til: tættest på land er der meget lavvandet og bunden er ret blød.

Hvis man går i vandet fra stranden, må man trække jollen et godt stykke ud, og så vil man opdage at det LIGE PLUDSELIG BLIVER DYBT. Flere steder er hældningen 45 grader – med andre ord: når man går én meter længere ud, bliver vandet også én meter dybere. Pas på det ikke kommer som en overraskelse, især hvis du bruger jollebukser som kan fyldes med vand.

Tilsvarende gælder det selvfølgelig når man sejler ind igen: nu rejser bunden sig fra 3-4 meters dybde til næsten ingenting i løbet af et øjeblik. Derfor opfordrer vi alle sejlere til at være opmærksomme – både på vej ud og på vej ind.

Derudover kan der være en ganske kraftig strøm, både på grund af tidevand, vind og den særlige bundprofil.

Lumske grunde

For os som bor ved Roskilde Fjord er det naturligt at tage sømærkerne alvorligt. Vi har lært (ofte på den hårde måde) at sømærkerne ikke kun gælder for de store skibe (dem har vi nemlig ingen af). Man skal IKKE skyde genvej indenom et mærke, og der er gode grunde (!) til at kostene står hvor de står.

Vi vil gøre vores bedste for at vejlede jer og udpege de lumske områder, men i sidste ende er det sejlerens/bådførerens eget ansvar at sørge for at sejladsen er sikker.

“Der findes to slags sejlere på Roskilde Fjord: Dem der er gået på grund. Og dem der lyver.”

Dansk Sejlunion Grandprix